
Genrer
BØRNEBØGER
Børnebøger – højtlæsning, letlæsning, billedbøger … Kært barn har mange navne. Fælles for børnebøgerne er, at de skal have et lærerigt element i form af fx indlæring af adfærd, dialog, berøring af følsomme/svære samtale emner, indlæring via læs/lyt/leg.
YA (Young Adult)
YA – henvender sig til det unge publikum fra teenageårene og op. Vores YA-udgivelser har base i det realistiske og gerne med socialrealisme.
Fortællinger med aktuelle emner som mobning, sociale medier, sygdom, død, livskriser, seksualitet og sorg vægter højt. Læseren skal kunne relatere til fortællingen/hovedpersonen og gerne kunne tage noget med sig efter endt læsning.
YA-GYS
Gys – indeholder overnaturlige elementer som fx spøgelser, zombier og overnaturlige fænomener, Gysere betegnes som en fortælling der tage udgangspunkt i det normale/realistiske, men med indtrængen af det overnaturlige. Den realistiske baggrund får læseren til at acceptere det uvirkelige.
Gysere er ikke at forveksle med fantasy, selvom visse elementer kan overlappe hinanden. Fantasy er oftes opbygget på et parallel-univers, som adskiller sig fra det virkelighedstro.
Petunia udgiver YA-Gys, ergo gys, der henvender sig til det unge publikum.
INDSENDELSE AF MANUSKRIPT
Inden du sender dit manuskript
Inden du sender dit manuskript ind til forlaget, bedes du nøje orientere dig i beskrivelsen af genrerne. Er du i tvivl, om dit manuskript passer ind, så beskriv i din mail, hvordan du forestiller dig, at du og din bog matcher forlaget.
Vurdering af manuskript og DIG
Vi vurderer ikke kun din tekst, men også forfatterens evne og velvilje til at arbejde med manuskriptet. Kemi og personlighed er et par væsentlige faktorer til et godt samarbejde.
Manuskriptet vurderes på skrivestil, flow, fortællerevne, underholdningsværdi, relevans og redigeringsniveau. Tegnsætning, grammatik og opstilling er mindre relevant, men vi forventer selvfølgelig at manuskriptet er grundigt gennemarbejdet. Forlaget bruger grammatisk komma.
Tjekliste til indsendelse af manuskript
1. Genrebestemmelse: definer din genre/r
2. Gennemgang af manuskript: Der stilles ikke krav om korrekt korrektur eller grammatik. Dog forventes det, at du har gennemarbejdet dit manus grundigt, og det anbefales at have betalæsere på, inden det indsendes.
Hvis du ved, at du er særligt udfordret på visse punkter, fx ordblind, så skal du ikke lade det holde dig tilbage, men du opfordres til at oplyse dette i din mail. Med denne oplysning kan vi tage hensyn til fejl, som vil være en naturlig ting og ikke blive betragtet som mangel på gennemarbejdning.
3. Filtype: Forlaget modtager kun manuskripter i Word. Husk at indsætte sidetal og navn. Der stille ikke krav om opsætning, men gerne med linjeafstand 1,5 og skriftstørrelse 12.
4. Filer: I mailen skal du vedhæfte manuskriptet og en kort beskrivelse af fortællingen og dig selv. Har du gjort dig tanker om eller lavet en forside, er du velkommen til at sende den med.
5. Har du udgivet bøger ved andre forlag, er du velkommen til at oplyse dette og gerne, hvorvidt dit andet forlag er indforstået med, at du indsender til os.
6. Det er IKKE en forhindring, hvis du har sendt dit manuskript ind til andre forlag eller gør det efterfølgende. Dog vil det være praktisk, hvis du oplyser dette og selvfølgelig kommer med en tilbagemelding, hvis dit manuskript er blevet antaget andetsteds, inden du får feedback herfra.
Endelig klar ...
Har du husket at læse ovenstående? Og ikke bare sprunget ned til mailadressen?
Godt, så er der vist kun tilbage at sige: Rigtig god skrivelyst – vi glæder os til at læse DIT manuskript!
Forlaget Petunia – YA-Gys, YA-Socialrealisme, Børnebøger & Hobbybøger.
Vi modtager IKKE ufærdige manuskripter eller genrer uden for ovenstående.